Er du en af dem, der engang i mellem oplever, at livet går i stå, fremtiden er blevet væk og inden i føler du dig tom? Måske er det en udefra kommende begivenhed, der har rystet din tro på livet, dødsfald, fyring, svigt, måske er det bare lige så stille gået op for dig, at et eller andet, du troede på, ikke giver mening mere. “Hvad er der sker med mig?”, tænker du måske “Jeg kender slet ikke mig selv, sådan plejer jeg ikke at have det!”
Hvad med at kalde det en krise, acceptere at livet ikke altid går som man kunne ønske sig det, finde udviklingspotentialet i krisen, rejse sig styrket og klogere på sig selv, og med fornyet kraft vandre ud i livet? Det nye liv!
Gid det var så nemt, og hvorfor er det ikke det? Fordi når vi er i krise, og må sige farvel til noget vi troede på, siger vi også farvel til en del af os selv. Vi siger farvel til noget, der gav livet mening og værdi, noget der har fulgt os gennem længere tid, og som vi har bygget på og holdt fast i. Når det forsvinder, pludseligt, bliver vi rystede, chokerede og opdager, at vi står helt alene i verden. Aleneheden, som vi konstant søger væk fra, bliver tydelig, og dens konstrast, nemlig fællesskabet og samhørigheden, synes langt væk.
Ansvaret for at komme tilbage til livet ligger alene hos den enkelte. Det betyder ikke, at vi ikke skal søge støtte og forståelse hos hinanden, men det betyder, at det i sidste ende er det enkelte menneske, der kan tage beslutningen om at, nu skal der ske en forandring. At terapeuten, coachen, den gode ven, familiemedlemmet, præsten eller hvem, man vælger at støtte sig op ad, kan være en gos følgesvend, er uomtivsteligt – men ansvaret ligger hos det enkelte menneske.