En ung mand i tyverne henvendte sig, fordi han oplevede, at livet ikke rigtig tog den retning, han ønskede – hverken i forhold til karriere, job, bolig eller parforhold. Han var stærkt utilfreds med sin egen indsats – han glemte aftaler, mistede sine jobs, lejligheden var et rod, og kæresterne gad ikke hans laissez-faire tilgang til livet.
Han havde egentlig ikke havde lyst til at leve sådan, men vidste ikke hvordan han skulle få vendt skuden. ”Tag dig nu sammen”, sagde forældre og venner i den bedste mening, hvilket blot forøgede hans frustration.
Han havde et meget tæt forhold til sine forældre, og de gjorde meget for at han skulle trives. Og derfor blev han endnu mere ked af det og flov, når han ”kiksede” som han kaldte det. Hans mor ryddede op for ham, vaskede hans tøj, ringede, når han skulle møde på arbejde. Og var selvfølgelig rigtig bekymret for, hvordan han skulle klare sig. Hun var jo stadig hans mor, selvom han var en voksen mand i tyverne.
Under de første mange sessioner brugte vi meget til på at tale om forældrene. Han kunne mærke deres bekymring, selvom de ikke viste den, og den gjorde ham ked af det.
Familien var kommet ind i dårlig cirkel. Jo mere klienten ”kiksede”, jo mere bekymrede blev forældrene, og så blev klienten ked af at have skuffet igen, hvilke gjorde, at han ikke havde energi til at ”tage sig sammen”.
Arbejdet for klienten i første omgang bestod i at lade forældrene være. Forældre bekymrer sig – det er nærmest en naturlov – men den bekymring er forældrenes.
Han skulle acceptere, at ligegyldig hvad han gjorde, kunne han ikke tage bekymringen væk fra sine forældre – det måtte de selv tage ansvar for. Han skulle acceptere, at han ikke skulle leve sit liv på en måde, så forældrene blev bekymringsfri – det ville ikke være muligt.
Dernæst skulle han lære at tage ansvar for det, der var hans (og i denne sammenhæng, var det ret meget). Finde ud af, hvordan han gerne ville leve – og så tage ansvar for dét. Det var hans liv og hans ansvar.
Klienten havde aldrig fået lov til at tage ansvar, og kendte derfor heller ikke følelsen af ansvar, følelsen af at skulle vælge til og fra, følelsen af at have taget en beslutning og så føre den ud i livet.
Da han fik placeret ansvaret, dér, hvor det hørte hjemme, fik han frigjort energi til at leve sit liv, han fik overskud til at tage beslutninger om nyt job og lyst til leve et liv som en voksen (og alle de pligter, der følger med det.)