Alt for mange rammes af stress. Børnefamilie eller ej. For tiden har vi en god debat i det offentlige liv, om stress, aktiviteter i familien, det gode sunde samvær, og der er rigtig mange, der har brug for at ytre sig om, hvornår lige netop de, føler sig stressede.
En af deltagerne i debatten sagde, at hun på trods af et perfekt liv, et godt job og dejlige børn, ville have lov til at sige, at hun var stresset og at børnefamiliers stress var et strukturelt samfundsproblem, og så kom jeg til at tænke på vendingen “selvinduceret stress”.
For det første har jeg endnu ikke talt med en person, som virkelig led af stress, der omtalte sit eget liv som perfekt. Næsten alle kæmper, blandt meget andet, med dårlig samvittighed over ikke at kunne være dét for deres familier og venner, som de ønsker, på grund af manglende overskud. Og næsten alle løber de rundt i et hamsterhjul af stress og dårlig samvittighed, to faktorer, som påvirker hinanden i et væk.
Og for det andet tror jeg, at jo mere vi kalder os stressede og lægger ansvaret for løsningen over på samfundet, jo mere sandt vil det blive, at vi er stressede. Fordi, dét vi tror på, jo har det med at blive sandt. Og fordi vi, når vi kræver, at andre løser vores problemer, lægger ansvaret fra os og gør os til ofre, hvilket i sig selv kan være frygtelig stressende, fordi vi har brug for at have indflydelse på vores eget liv.