Lene var klient hos mig, men ikke frivilligt. Det var ikke sådan, at nogen havde tvunget hende i terapi, men mange havde opfordret hende til det, og til sidst havde hun givet efter, selvom hun egentlig ikke havde lyst.
Lene var en kvinde i 40’erne, fraskilt, uden børn, arbejdede som salgschef i en mellemstor virksomhed, og havde ledelsesansvar for 9 medarbejdere. Hun var ekstremt resultatorienteret, meget konkret (“get to the point”, sagde hun ofte), og hele tiden i gang med at sætte nye projekter i gang.
Hendes historie var den, at hendes mand gennem 15 år havde forladt hende. Pludseligt og uden forvarsel havde han fundet en anden kvinde, som han flyttede ind hos og nu ventede barn med. Lene og hendes eksmand havde levet et liv, hvor fokus var på job, og de var enige om ikke at skulle have børn, ikke planlagte børn i hvertfald.
Så Lene var forståeligt nok ked af det, da hendes liv havde taget en drejning, hun ikke havde set komme, og som hun ikke havde planlagt.
Lene mente selv hun havde styr på det. Det var jo noget tid siden nu, og man kunne jo ikke sidde og græde over en mand, der ikke ville have én, så det var med at leve videre, så godt man kunne.
Men Lenes venner mente absolut ikke, Lene havde styr på det, og de havde derfor gjort fælles front og opfordret Lene til at tale med en professionel. En som ikke havde hørt historien tusinde gange før, en som ikke kendte eksmanden og som kunne forholde sig neutralt til historien.
Så nu var Lene i forløb hos mig, uden at ville det, på kraftig opfordring af gode venner, betalt af hendes mor.
Når vi i terapien nærmede os at tale om manden, græd Lene meget. Det var ligesom en knap, der blev trykket på, og for mig et tydeligt tegn på, at Lene stadig var i chok over oplevelsen og kæmpede med at holde sammen på sig selv. Men hun ville ikke græde og give slip, derimod tog hun en dyb indånding, og talte om noget andet. “Det kan ikke nytte at tale om det”, sagde hun, “jeg må bare komme videre”.
Det er klart, at det blev en kort omgang. Det er svært, om ikke umuligt, at arbejde terapeutisk med folk, som ikke vil, da udvikling kræver at man åbner for sin historie og sine følelser. Udvikling kræver at man erkender, at man har et problem, og da Lene jo mente, hun ikke havde noget problem, var der ikke noget at arbejde med.
Så efter 3 sessioner, måtte jeg melde fra og melde ud, at når hun ikke ville, kunne vi ikke fortsætte vores forløb.