Karin var en ung kvinde i 30’erne med karriereambitioner og godt på vej. Hun var dygtig og anerkendt for sin faglige kunnen og meget vellidt blandt kollegerne. Det eneste problem var, at Karin ikke selv havde øje for sine kvaliteter – og var angst for ikke at leve op til andres forventninger til hende.
Hvordan vidste Karin, hvad andre forventede af hende? Det gjorde hun egentlig heller ikke, men derimod tillagde hun andre nogle forventninger(som vi ofte gør), som hun så forsøgte at leve op til.
En del af arbejdet i terapien bestod i at erkende, hvem Karin gjorde til autoriteter omkring sig. Hvem gav hun ret til at dømme sig? Og hvem blev hun til i samværet med disse? Altså hvilken rolle tildelte hun sig selv, og hvilken rolle tildelte hun andre?
Det var interessante erkendelser, der kom frem under terapien. Blandt andet blev det tydeligt for Karin, at hun tilpassede sig “autoriteterne” i en grad, så hun gav afkald på sig selv. Og når hun gav afkald på sig selv og blev til dén, hun troede andre gerne ville have, hun skulle være, følte hun sig trist og ensom. Mennesker omkring hende, som hun så op til og gerne ville lære af, gjorde hun til overmennesker, og hun troede, at når de syntes hun var dygtig, var hun også et godt menneske. Og – påpegede de fejl eller blot udviklingsområder på det faglige plan, var hun forkert som menneske.
Bevidstheden om roller var medvirkende til, at Karin langsomt og sikkert kunne arbejde hen imod at tage retten til sit eget liv tilbage og slippe tanken om, hvad hun troede, andre tænkte om hende. Og slippe fosøget på at leve op til andres forventninger.