”Har mænd da ikke følelser”, spurgte en lille pige, en dag hun overhørte en samtale mellem hendes mor, som er min kollega, og mig. Vores snak var af faglig karakter og handlede om, at mænd ofte er ikke er så gode til at opsøge hjælp, når livet er svært eller de oplever en personlig krise.
I vores lokale selvhjælps- og frivilligcenter tilbyder vi forskellige grupper med temaer som stress, depression, sorg, angst og lign. Og i de fleste grupper er der kun kvinder, ligesom kirkernes sorggrupper heller ikke ser mange mænd, ifølge præsterne.
Men i min terapipraksis har jeg oplevet en positiv udvikling i retning af markant flere henvendelser fra mænd end tidligere uden en egentlig fokusering på dette fra min side.
De mænd, jeg møder i min praksis, er ikke specielt bløde eller mere følsomme end andre mænd, jeg kender. Enkelte har fortalt, at de lige skulle justere deres selvopfattelse inden de kontaktede mig, et par stykker overvejede, om det var bedre at tale med en mandlig terapeut, da de var urolige for, om en kvindelig se deres henvendelse som et svaghedstegn. Det ville en mandlig i sagens natur ikke – han havde jo selv været der. Faktisk er det ressourcestærke mænd med historier, de fleste ville kunne spejle sig i.
I statistikkerne ser man en overvægt af kvinder med depressions- og angst diagnoser. Det er et udtryk for mange ting, herunder også biologi, men også at kvinder går til læge både oftere og tidligere i forløbet end mænd. Og da kun læger og speciallæger kan diagnosticere, går der sikkert mange mænd rundt derude i samfundet med noget, de kalder stress, men som måske rettere er depression.