For nylig fulgte jeg en debat på Amino. Amino er et forum for iværksættere, hvor man finder alt nyttigt for folk, der drømmer om egen virksomhed, og masser af råd fra folk, der er i fuld gang med egen virksomhed, og derfor har egne gode erfaringer at trække på.
På Amino er der også en række eksperter – altså folk, der har gået vejen selv – der blogger og kommer med standpunkter og gode råd, til hvordan man får succes.
Og forleden havde en kvindelig ekspertblogger skrevet et indlæg om, hvordan hun simpelthen ikke kunne respektere, når folk ikke kæmpede lidt mere. Når de lagde sig syge, når folk ikke tog ansvar, og skabte deres egen lykke og succes, men i stedet satte sig ned og ventede på, at andre skabte den. Ekspertbloggeren var selv vokset op i meget trange kår, men fordi hun VILLE, og selv tog ansvar (og aldrig meldte sig syg) klarede hun sig rigtig godt i dag. Det var et barskt og provokerende indlæg, hvilket sikkert også var hensigten, og indlægget affødte også en heftig debat.
Diskussionen er jo interessant i sig selv – er det nok bare at ville? – men denne debat gik hurtigt over i en analyse af forfatterens psykologi og personlighed… Og der blev ikke lagt fingre imellem…
Og efter at have læst de fleste indlæg – der er sikkert kommet flere siden – sad jeg tilbage med det store spørgsmål, ”hvorfor?”
Hvorfor provokerede netop dette indlæg så voldsomt, hvorfor kan man ikke holde sig til indholdet i teksten, men skifte fokus til forfatterens person, hvorfor er der ingen, der forholder sig til sig selv, og tænker over, hvorfor dette indlæg provokerer så meget?
Mon ikke det rammer et eller andet, som kan være svært at rumme, og i angsten for at se sig selv i øjnene, kaster man sig ud i et forsvar for de svage, og som i virkeligheden er et forsvar for en potentiel svaghed indeni, som man frygter og ikke vil se i øjnene. Og forsvaret er gemt væk i et aggressivt angreb på forfatterens person.
Psykologisk var det et interessant at følge, men også lidt trist. Interessant, fordi debatten var et godt studie i projektioner, domme, rigtig-forkert og meget andet psykologisk guf. Og trist, fordi den var så tydeligt et vidnesbyrd om, hvor lidt selvindsigt der stadig er rundt omkring og, hvor nemt det er at skyde på andre.