Den morgen Ulla vågnede og ikke kunne komme ud ad sengen, fordi kroppen sagde nej, var der mange, der undrede sig. Ulla var jo en stærk kvinde, der kunne overkomme rigtig meget. Der var styr på alt omkring hende, hun var altid frisk og udadvendt, rigtig god til at tage sig af andre og især af sin familie. Så hvad var gået galt?
Under vores samtaler fortalte Ulla om, hvor mange sociale aktiviteter, hun deltog i, hvor engageret hun var i sine børns liv, hvor meget hun bekymrede sig om sine venners ve og vel, og hvordan hun da sagtens lige kunne arbejde på sin fridag, ” det er jo kun 5 minutter, og jeg gør det af lyst, ikke fordi min chef forventer det”.
Al Ullas aktivitet handlede om andre. Hun havde travlt – meget travlt og altid med andre. Så med årene havde hun fjernet sig mere og mere fra sig selv, og hun havde glemt, hvordan det føltes at være træt, glad, ked-af-det, munter osv. Hun havde glemt, at hun havde følelser.
I takt med at hun blev ældre, begyndte livet at trænge sig på. Sygdom, skilsmisser og dødsfald i familien og vennekredsen blev håndteret på samme effektive måde og holdt en håndsbredde fra hendes eget følelsesliv (der var jo nogen, der havde det værre!). Og til sidst væltede læsset. Symptomerne var blevet ignoreret i lang tid, men en dag sagde kroppen stop og nægtede at stå ud ad sengen.
Gennem vores samtaler gik det op for Ulla, hvordan hun havde levet sit liv, og Ullas arbejde bestod nu i at generobre sit følelsesliv, lære at mærke sig selv og huske at leve med et aktivt og varieret følelsesliv, med både op- og nedture. Vi kan ikke som mennesker leve vores liv gennem andre. Vi er nødt til at komme hjem til os selv, mærke os selv og acceptere at livet indeholder medgang og smerte, og at de følelser, som det frembringer, skal mærkes og accepteres.