Om familie og loyalitet

Google+LinkedInFacebookShare

Tina var en kvinde i midten af 30’erne, gift og med 2 små børn, glad og i god psykisk form. Hun tog kontakt til mig, da hun gerne ville arbejde med sig selv – “der er intet galt i mit liv, men det skader jo ikke at blive klogere på sig selv”, sagde hun.

Tina fortalte om sit liv, arbejde, venner, familie og barndommen, og når hun fortalte om sin mor, gjorde hun det med en næsten naiv idealisering. Moren var stærk, klog, vellidt, generøs osv., men jo længere vi kom ind i snakken, viste det sig, at Tinas mor også havde været dominerende og, når noget gik hende imod, martyr.

I starten blev Tina ked af det og fik dårlig samvittighed, når hun fortalte om morens dominans og humørsvingninger, og hun undskyldte sin mor med morens svære barndom.

Problemet med Tinas ubetingede loyalitet var, at hun følte sig mere og mere klemt mellem sin loyalitetsfølelse og den virkelighed, hun oplevede. Hun tillod ikke sig selv at opleve morens mindre positive sider. Negative følelser og tanker blev skubbet til side og fortrængt, og som tiden gik, var det Tina, der kom til at lide under sin egen “rummelighed”.

Man elsker ikke sin familie mindre, fordi man ser på den med nuancerede briller – tværtimod. Kærlighed er at se de negative sider – og samtidig rumme og acceptere familiemedlemmet, som det enestående menneske, det er.

Tinas første skridt var at give sig selv lov!. Da Tina fik åbnet for at tale om sin mor, fandt hun ud af, at samværet med moren blev mindre anstrengt, når hun ikke lagde bånd på sig selv og ikke sorterede sine følelser i rigtige og forkerte. Hun kunne slappe af, observere sine følelser og lade følelsen være uden at leve den ud.

I det øjeblik vi giver vores følelser lov til at være der – når vi accepterer, at vi har ubehagelige følelser, også overfor folk vi holder meget af, bliver vi mere ærlige mennesker, overfor os selv og omverdenen.

Og at acceptere de negative følelser er ikke det samme som at leve dem ud…absolut ikke.

Google+LinkedInFacebookShare