Om at være genert

Share

 Per led under sin generthed. Han var en voksen mand på 38, som altid havde været genert og som ikke var vokset fra det, som mange ellers gør. Per havde et arbejde, en familie og en loyal vennekreds (som han udtrykte det!) og var i det store hele glad for sit liv. Men hver gang han skulle ud i nye situationer, blev han nervøs, og havde allermest lyst til at blive hjemme og lade som om han var blevet syg.

F. eks. det første forældremøde i sønnens klasse. “Præsentationsrunde”, stod der på dagsordenen. Per vidste, at han rødmende ville stamme sig igennem den, og bagefter hade sig selv for sin utjekkede præsentation. Eller firmafesterne – der blev ofte lagt op til, at man skulle lave en eller anden form for underholdning, og derfor deltog Per ikke i festerne,  hvis han kunne slippe udenom. Eller når hans hustru foreslog, at de skulle invitere nogle bekendte til middag – Per sagde ja, men var nervøs og usikker i dagene op til og havde mest lyst til at melde afbud i sidste øjeblik.

Under vores samtaler blev Per bevidst om, at han var meget optaget af, hvad andre tænkte om ham. Til forældremødet var han f.eks bange for, at de andre forældre ville grine af ham. Når vi talte om dét, som 2 voksne fornuftige mennesker, vidste han jo godt, at det ikke ville ske. Men alligevel var det den følelse, han blev overrumplet af, når han skulle præsentere sig selv. Per var bange for at blive til grin, han var bange for at blive ydmyget og miste kontrollen.

Så hvad kunne Per gøre? Først og fremmest blive bevidst om, at det handlede om, hvad han troede, andre tænkte om ham, og hvordan han reagerede på det. Hvad skete der i kroppen og hvordan oplevede han det? Så ved at træne både at have opmærksomhed på det indre liv (hvordan har jeg det lige nu og hvordan mærker jeg det?) og på det ydre liv (hvad sker der objektivt set omkring mig lige nu – de griner faktisk ikke…) fik Per muligheden for at genvinde kontrol over sig selv. Han lærte at fokusere på sine følelser samtidig med, at han havde fokus på omgivelserne, og på deres faktiske reaktioner.

Share