Om at sætte grænser

Google+LinkedInFacebookShare

Forleden havde jeg en klient  – en ung kvinde i 30’erne, lad os kalde hende Sanne – i terapi. Sanne har gået hos mig gennem i et par måneder og henvendte sig oprindeligt, fordi hun ikke følte nogen glæde ved livet. Denne gang kom vi ind på de nære relationer, og hvordan hun og veninderne havde det med hinanden. Hun fortalte, at hun havde det rigtig godt med sine veninder, de var meget ærlige overfor hinanden og kendte hinanden ud og ind.

Jo mere Sanne fortalte, jo tydeligere blev det, at relationen var ret ensidig. Sanne følte, at veninderne igen og igen overskred hendes grænser. F. eks. ringede de med problemer sent om aftenen, de forventede at Sanne stod til rådighed med et lyttende øre 24/7, og det på trods af, at de jo burde kunne se, hvor dårligt Sanne selv havde det. Hun havde godt nok ikke fortalt dem det – men de burde jo kunne se det…de var jo veninder.

Sanne kunne ikke sige til veninderne, at hun var for træt til at høre om deres problemer, at hun ikke orkede mere og at hun selv havde det rigtig skidt. Sanne kunne ikke sige fra – eller sætte grænser og tage vare på sig selv.

Når vi ikke er i stand til at sætte grænser, kan vores relationer ikke mærke os og, uden at ville det, kommer de ofte til at krænke os. Uden grænser bliver vi utydelige for vores omgivelser, og derfor bemærker de ofte ikke, hvordan vi har det . Det var ikke af ond vilje, at Sannes veninder ikke sansede hendes dårlige tilstand  – Sanne lod dem ikke se den.

Sanne fortjener at blive set  som det menneske, hun er, på godt og ondt. Ved at respektere sine egne grænser, respekterer Sanne også sine veninder, og de har meget lettere ved at respektere Sanne.

Google+LinkedInFacebookShare