Skam dig! – om at skamme sig

Google+LinkedInFacebookShare

“Skam dig!”, sagde de voksne til børnene, da jeg var barn. I dag er de voksne heldigvis klogere. Heldigvis, fordi skam kan være et udtryk for mindreværd (lavt selvværd), og hvem har lyst til at pode sit barn med mindreværd? Når jeg skammer mig, er det et udtryk for, at jeg som menneske oplever, at en del af mig ikke er ok. Jeg er forkert og ville egentlig helst forsvinde fra Jordens overflade med min forkerthed og al min skam.

Skam er almindeligt – alle mennesker sig – og ofte skammer man sig over at skamme sig.

En ung pige i et terapiforløb fortalte mig historien om sin far. Faren varselvstændig erhvervsdrivende, som tjente gode penge og sørgede godt for familien. Men faren gik konkurs med sin virksomhed og efter en længere ledighedsperiode, tog han et regnskabsjob i en offentlig virksomhed. Og den unge pige skammede sig. Hun skammede sig over sin fars nedtur, at han nu var offentlig ansat, hun skammede sig over ikke længere at være den “rige pige i byen”, men allermest skammede hun sig over at hun skammede sig over et menneske, hun også holdt rigtig meget af.

Følelsen var der – den var reel nok, og jeg hverken kunne eller skulle tage den fra hende. Men ved at sætte ord på skammen og tale om den, tog hun ansvar for sig selv, og hun stod ved den del af sig, som hun tidligere havde haft lyst til at forsvinde med.

Skam skal tages alvorligt, skam skal italesættes og som medmenneske har vi pligt til at tage det alvorligt, når et andet menneske overvinder sin skam og fortæller sin historie.

Google+LinkedInFacebookShare