Om ensomhed

Google+LinkedInFacebookShare

Ensomhed er menneskets værste fjende og bedste ven. Mange har oplevet at føle sig ensomme og helt alene i verden, og måske har de ikke helt vidst, hvordan de kom videre. Og alligevel – pludselig en dag opdager man, at man ikke længere er alene, at man ser sig selv grine sammen med de andre i gruppen, og man inkluderer sig naturligt og uden angst i de sociale fællesskaber, der omgiver én.

 

Sådan er det heldigvis for mange. Og for mange andre er ensomheden desværre blevet en naturlig del af livet. Ensomheden fylder og lammer, og da vi stadig ikke er vænnet til at tale åbent om vores følelsesliv, er det for mange også flovt at være ensom. Man går ikke bare hen til kollegerne og siger – ” jeg er ensom”.

 

Som jeg har skrevet i tidligere indlæg er ensomhed en grundlæggende følelse i mennesket – en følelse vi alle kender. Det er også en følelse, vi alle prøver at flygte fra ind i relationer af mere eller mindre givende karakter.

 

Vi kan skabe gode relationer, der opfylder vores længsel efter at høre til, når blot vi kender os selv og skaber dem ud fra et ærligt sind.

Overfladiske relationer uden indhold eller nærvær, efterlader os blot med et endnu større tomrum, hvilket vi blandt andet ser i parforhold, hvor man ikke længere er fælles om noget, men blot er sammen fordi angsten for at være alene er større. Ensomheden – den eksistentielle grundfølelse af at være alene i verden, eksisterer til fulde i parforholdet hos mennesker, der ikke tør (eller kan) vise, hvem de virkelig er.

 

Rigtig mange føler sig ensomme, unge og gamle, og når vi taler om det og gør det synligt, og når vi overfor hinanden erkender, at sådan har vi det alle engang i mellem.

 

Google+LinkedInFacebookShare