Om de voksne børn – og deres forældre.

Google+LinkedInFacebookShare

Pia var en voksen kvinde med job, børn og mand. Pia havde begge sin forældre, som var blevet skilt, da Pia var 4 år. Forældrene havde det ok. sammen, de var jo oppe i årene nu, men skilsmissen havde været udramatisk, og Pia holdt meget af dem begge.

Pias forhold til moren var dog kompliceret, ikke at de skændtes, tvætimod, men Pia følte altid tomhed og irritation, når hun var sammen med sin mor, og det var ikke fordi moren gjorde noget konkret irriterende.

Pia ville gerne have et godt forhold til sin mor, og hun var ked af, at hun efterhånden ikke kunne holde ud at være sammen med hende. Hun ville gerne kunne være fortrolig med sin mor, men hun blev så irriteret på hende, at hun lukkede i som en østers, når de var sammen.

Gennem terapiforløbet var der flere veje, vi kunne gå. Vi kunne kigge på roller; hvilken rolle tildelte Pia hhv. sig selv og sin mor. Hvor gammel blev hun, når hun var sammen med sin mor, og hvad skulle der til, for at Pia kunne tage rollen som voksen, og se sig som ligeværdig med sin mor.

Vi kunne også kigge på barndommens uafklarede traumer – uanset forældrenes udramatiske skilsmisse har det konsekvenser for en 4 årig kun at skulle have sin ene forældre ad gangen.

Vi kunne også kigge på morens liv, og på hvordan Pia så sin mor. Satte Pia sin mor op på en piedestal (moren havde været ret succesfuld forfatter), og følte Pia selv, at hun skulle leve op til det?

I terapiforløbet arbejdede vi med roller, og med hvilke postive egenskaber Pia rolle havde. Vi arbejde med at få placeret moren på et realistisk niveau, og så hendes fejl, mangler og reelle styrker. Og vi arbejdede med, hvordan Pia kunne tage ansvar for sit eget liv – hun var jo voksen – og for sin egen lykke.

Google+LinkedInFacebookShare