Med hjælp fra selvudvikling og terapi har en 47-årig mand fra Ribe realiseret sit fulde potentiale. Han vil nu bruge resten af sit liv på at spise ostepops og se Game of Thrones.

I mere end 22 år har Erik Petersen taget personlig udvikling overordentlig seriøst. Han har undergået alt fra kraniosakral terapi til krystalhealing i sit forsøg på at blive et bedre og mere helt menneske. Nu er han kommet dertil, hvor han ikke kan udvikle sig selv mere.

“I mit arbejde med at realisere mig selv er jeg kommet frem til, at jeg på nuværende tidspunkt ganske enkelt ikke kan selvudvikles yderligere. Jeg er utvivlsomt det bedste menneske, som jeg på nogen meningsfuld måde kan blive,” siger han.

Perfekt som en haj
“Ikke dermed sagt, at jeg er perfekt, hvilket min omhyggeligt opbyggede og velafbalancerede sans for ydmyghed naturligvis ville forhindre mig i at hævde. For eksempel er jeg stadig ret usympatisk og kort for hovedet, fra jeg vågner og indtil cirka 10.20 om morgenen, men det er der ikke så meget at gøre ved,” siger Erik og forklarer, at han i næsten ti år gennem hypnose og neurolingvistisk programmering forgæves forsøgte at ændre på dette karaktertræk for til sidst at konkludere, at hans grænse for udvikling i den henseende tydeligvis var nået.

“Der er nogle dyr, som evolutionen heller ikke kan gøre mere ved. Eksempelvis hajer og kakerlakker, som i det store og hele har været uforandrede de sidste mange millioner år, og sådan ser jeg grundlæggende mig selv nu,” forklarer Erik og gør rede for alle de ting, som han har formået gennem sin lange selvudviklingsrejse.

Trøstet indre barn
“Jeg har afbalanceret mine chakraer, fundet både mig selv og mit indre sårede barn, som jeg i øvrigt har både trøstet og forbundet, samt opdaget evnen til at være til stede i nuet via mindfulness og føle mig i pagt med naturen, ligesom jeg har opnået shamanistiske erkendelser i diverse svedehytter på Djursland,” siger han.

Fremover regner Erik derfor med at bruge hovedparten af sin tid på at “slappe af” og nyde sin fuldendte tilstand. For at kunne gøre det optimalt har han investeret i en lænestol af mærket La-Z-Boy, mere end 50 poser ostepops og de tyske Erdnussflips samt abonnementer på både Netflix og HBO Nordic.