Generthed – og om at turde vise, hvem man ikke er

Share


Generthed er ofte noget man forbinder med børn. Det lille barn, der gemmer sig bag fars eller mors bukseben, og som kærligt skubbes frem af den velmenende.

Generthed vokser de fleste fra. Man tager sig sammen og kommer over sin angst for at vise sit Jeg frem for andre. Angsten for at blive til grin, udstillet, kigget på, vurderet osv. forsvinder måske aldrig – den sikrer, men de fleste lever fint med den del af deres personlighed. Genertheden er der, men kommer nu til udtryk som blufærdighed eller frygt for at tale i store forsamlinger.

Men nogle fortsætter med at være generte også som voksne. Genertheden er vokset til social angst eller identitetsforvirring. Man har lært at spille roller og ikke vise, hvem man virkelige er. Det kan vi leve med, men når vi som voksne kommer i svære situationer, hvor vi skal “stå ved os selv og vores meninger”, kan livet blive virkelig udfordrende, hvis vi ikke ved, hvad det er, vi skal “stå ved”; hvis vi ikke mærker kernen, vores indre “jeg”.

Og derfor er det så vigtigt, at vi fra vi er helt små, lærer at det er ok at være genert, det er blot et aspekt af personligheden, og at de omsorgsfulde voksne omkring barnet, udfylder rolle som “hånden i ryggen”, der viser vejen, skubber forsigtig og griber, hvis barnet falder.

 

 

Share