Jeg har netop set en 4 episoders dokumentar om en mand, der tog til alene ud i den Canadiske vildmark med det formål at leve alene i 3 måneder. Og han er alene – helt alene. Naturen er paradisisk, storslået, overvældende og meget stille, dyrerne lever roligt omkring ham, og han finder en rytme, der matcher naturens.
Men han må give op halvvejs. Det er åbenbart sværere at finde mad, end han havde regnet med, og sulten nager, han er konstant bange for at blive angrebet af bjørnene, som han kan høre, men ikke se. Og så er ensomheden er ved at æde ham op indefra. Det første han konstaterer, da han ser vandflyveren, der kommer for at hente ham er “mennesker!”. Det er jo super interessant, at ensomheden, og det ikke at kunne kommunikerere med andre end et kamera, har været så svært for ham.
Følelsen af ensomhed, oplevelsen af at være fuldstændig isoleret og alene i verden, er skræmmende for de fleste (om ikke alle) og en grundlæggende følelse, som vi løbende konfronteres med gennem livet. Og som vi dulmer gennem relationer og kærlighed, og derigennem prøver at holde på afstand. Er vi i sunde og realtioner, fyldt med ægte kærlighed, vil ensomhedsfølelsen ikke virke skræmmende, når den kigger frem, hvad den vil gøre ind i mellem.
Og den her mand (hvis navn jeg ikke har bidt mærke i) blev overmandet af den grumme følelse af at være helt alene og isoleret i verden. Og han havde ingen, han kunne læne sig op ad, ingen han kunne dele sine følelser med eller flygte i armene på. Og derfor blev det blandt andet konfrontationen med et af eksistensens grundvilkår, isolationen og ensomheden, der gjorde, at han måtte give op halvvejs. Interessant!