En kort historie om stress og depression

Google+LinkedInFacebookShare

Pedestrianweb_7144-01Kim var heldigvis ikke alene, da han blev ramt af svimmelhed, hjerteflimmer og kraftig hovedpine og et kort øjeblik, troede han skulle dø. Han var på arbejde, og en kollega hjalp ham hen på en sofa under et åbent vindue, hvor han langsomt fik det bedre. Han blev hentet af sin hustru, og sammen tog de direkte til lægen, som pegede på langvarig stress som årsagen og ordinerede hvile i mindst 14 dage.

Det var godt for Kim at komme hjem – fysisk fik han det hurtigt bedre, men humøret fulgte ikke med. Han følte, at det hele var meningsløst, og meningsløsheden gjorde ham trist. Han var bange for at blive dårlig igen, når han genoptog arbejdet og lå vågen om natten og spekulerede på, hvordan det hele dog skulle gå.

Socialt fungerede han slet ikke og kunne ikke holde ud at være sammen med andre, men alene blev han endnu mere trist og ramt af flygtige selvmordstanker, som også gjorde ham bange.

Sygemeldingen blev forlænget, og lægen diagnosticerede Kim med depression som følge af stress, og anbefalede Kim terapeutisk behandling. Det var ad denne vej, jeg mødte Kim.

Kims Historie er helt almindelig, desværre. Langvarig stressbelastning medfører ofte depression, og selvom man arbejder at fjerne den belastning, der har udløst stressreaktionen, behandler man ikke depression på samme måde. Stress, der ikke tages hånd om tidligt i forløbet, følges alt for ofte op af depression og/eller angst – det kan blandt andet forklares ud fra forandringer i hjernen.

At have en depression er stadig et tabu, stress er mindre tabubelagt, og måske er det derfor mange med stress rammes af stress igen, kort tid efter arbejdet er genoptaget. Stressbelastningen er minimeret eller fjernet, men depressionen er der ikke taget hånd om.

Google+LinkedInFacebookShare